Plastfacader: justeringer gjort nemt

Case af Dr. Onur Alp Yünük

 

Flotte tænder; et strålende, perfekt smil: Det kan være udfordrende at imødekomme de æstetiske krav fra patienter, der ønsker plastfacader. Mens nogle patienter deler konkrete ideer til, hvordan deres nye tænder skal se ud, er det sværere for andre at udtrykke deres forventninger. I sådanne tilfælde er det vigtigt at vælge en behandling med mulighed for justeringer – om det er i form af en udvidet planlægningsfase med et digitalt smile design eller ved at lave plastfyldninger, som nemt kan justeres intraoralt.

 

Den sidstnævnte tilgang blev valgt til en ung kvindelig patient som henvendte sig til vores klinik, da hun var utilfreds med sine plastfacader på overkæbeincisiverne (Fig. 1 til 4). Ved den intraorale undersøgelse viste det sig, at de eksisterende fyldninger på hendes overkæbeincisiver og -hjørnetænder havde ujævne, ru overflader, kantmisfarvninger og kompromitteret strukturel integritet af plastmaterialet. I overensstemmelse med disse fund blev det planlagt at fjerne de eksisterende fyldninger i overkæbefronten og genskabe optimal æstetik og funktionel integritet med nye plastfyldninger (3+ til +3 ad modus Haderup). Patienten udtrykte, at hun godt kunne tænke sig, at vi tilføjede mere individualitet og karakter til hendes tænder samt at hun ønskede at få et mere strålende smil, end hun havde med de eksisterende fyldninger.

 

Fig. 1: Plastfacader på overkæbeincisiver med mangelfuld æstetik og funktionel integritet.

 

Fig. 2: Overkæbefronten okklusalt med synlige defekter i plastfacaderne.

 

Fig. 3: Lateral visning fra højre side, der afslører overfladeujævnheder.

 

Fig. 4: Lateral visning fra venstre side, der afslører et stort debonded og afskallet område.

 

UDSKIFTNING AF PLASTFACADERNE

For at genskabe de naturlige tænders karakteristiske translucens og opfylde patientens æstetiske krav, blev det planlagt at anvende et polykromatisk lagdelingssystem og en tolagsteknik. Dette muliggør et flot sammenspil af de forskellige translucenser i fronten.

 

Under farvevalgsfasen blev Bilaminar Shade Assessment Technique (BSAT), som er baseret på farvekombinationen af dentin- og emaljeplast, anvendt. Med denne teknik blev den tilsigtede emaljefarve lagt i lag over den ønskede dentinfarve for at vurdere den resulterende farve skabt af de to plastfarver. Plasten blev polymeriseret på tandoverfladen uden adhæsiv. Således blev det bekræftet, at den kumulative farveopfattelse, som stammer fra lagdelingen fremfor de individuelle plastfarver, var i harmoni med den naturlige tandsubstans ved behandlingsstart. Fotos blev taget med et kamera udstyret med et krydspolariseringsfilter (Fig. 5). Herefter blev den faste retainer samt de eksisterende plastfacader fjernet. For at bevare så meget af den underliggende, sunde tandsubstans som muligt, blev proceduren lavet under forstørrelse samt brug af orange lys. De valgte instrumenter var røde og gule diamantbor samt hårdmetalbor. Figur 6. viser resultatet efter proceduren.

 

Fig. 5: Farvevalg – billede taget ved hjælp af et krydspolariseringsfilter, som eliminerer refleksioner.

 

Fig. 6: Tænderne efter fjernelse af de insufficiente plastfacader.

 

Tænderne blev isoleret med kofferdam fastgjort med tandtråd cervikalt. Herefter blev fyldningsproceduren påbegyndt.  Efter emaljeætsning og påføring af en selvætsende adhæsiv (CLEARFIL™ SE Bond 2, Kuraray Noritake Dental Inc.), blev CLEARFIL MAJESTY™ ES-2 Premium (Kuraray Noritake Dental Inc.) påført. Dentinkernen, med dens fremtrædende mameloner, blev formet i farven A1D. Incisalkanterne og mamelonerne blev fremhævet pletvist med hvid karakteriseringsfarve. For at skabe opalescens blev et tyndt lag af den translucente farve Blue påført ovenpå, mens emaljedelen blev opbygget med emaljefarven WE. Eftersom den faste retainer var blevet fjernet, blev en aftagelig gennemsigtig retainer fremstillet og udleveret til patienten i slutningen af seancen til brug indtil den efterfølgende aftale.

 

Fig. 7: Isolation med kofferdam til fyldning af de laterale incisiver samt hjørnetænderne.

 

Fig. 8: Tænderne påført det labiale emaljelag.

 

Fig. 9: Fyldningernes form og farve lavet i overensstemmelse med patientens forventninger.

 

Efter pudsning og polering med Twist DIA for composite blev patienten sendt hjem og en ny aftale oprettet til reevaluering samt endelige justeringer.

 

Til kontrollen bad patienten os mindske den incisale translucens og lyshed i sine overkæbeincisiver samt at ændre formen  af alle de fyldte tænder. Hun ønskede længere centrale overkæbeincisiver med blødere, mere afrundede overgange  (line angles) og en mere jævn incisal kontur. Kofferdam blev igen anlagt. Herefter blev den labiale overflade af plastfacaderne i overkæbeincisiverne reduceret en smule ved brug af røde og gule diamantbor. For at rugøre overfladen og øge topografien for optimal mikromekanisk låsning, blev plastoverfladen sandblæst med 50μm aluminiumoxidpartikler. Fosforsyre, silan og CLEARFIL™ SE Bond 2  blev derefter anvendt som en del af adhæsivprotokollen. Fyldningerne blev efterfølgende justeret med forlængelse, farvekorrektion med brug af CLEARFIL MAJESTY™ ES-2 Premium  i farverne A1D og A1E samt korrektion af de anatomiske konturer (Fig. 10 og 11). 

 

Fig. 10: Justering af fyldningerne på de centrale incisiver.

 

Fig. 11: Tilpasset smil med mere normale tandformer og -konturer og en mere naturlig tandfarve.

 

Under denne sidste aftale udtrykte patienten, at hun var meget glad for sit nye smil. Fyldningsoverfladerne blev genpolerede, en ny fast retainer fikseret og endelige fotos taget (Fig. 12 til 16).

 

Fig. 12: Endeligt behandlingsresultat –  frontal visning.

 

Fig. 13: Endeligt behandlingsresultat – okklusal visning.

 

Fig. 14: Endeligt behandlingsresultat –  lateral visning.

 

Fig. 15: Endeligt behandlingsresultat – patientens smil.

 

Fig. 16: Detaljeret visning af den indre farvestruktur – gjort synlig ved hjælp af et polariseringsfilter.

 

KONKLUSION

At tale med patienter om hver en detalje af behandlingen og at lytte opmærksomt til deres ideer, forventninger og krav, beskytter os ikke altid imod behovet for justeringer – simpelthen fordi patienterne har brug for at se, hvad de får for at kunne bedømme, om de kan lide det. Heldigvis kan valg af velegnede materialer og teknikker gøre det muligt for tandlæger at skabe nye smil, der kan justeres uden at skade sund tandsubstans. Således bliver dét, at gøre de mest krævende patienter glade, ikke længere er en udfordring.

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Bliv del af et netværk med tusindvis af andre tandlæger og få gratis rådgivning, der kan hjælpe dig og din karriere. Vi sender hverken spam eller deler din e-mailadresse.