News Feature

Omfattende tandrehabilitering med digitalt workflow

ARTIKEL AF MICHAEL BRAIAN, TANDLÆGE, KLINISK TANDTEKNIKER, PHD

Digitale fremskridt har revolutioneret tandplejen og giver effektiv og præcis tandpleje¹. Intraorale scannere erstatter traditionelle aftryk og gør det muligt at skabe virtuelle modeller til procedurer som implantatplacering, ortodonti og protetik². Scanningslegemer hjælper med at digitalisere implantater, mens CAD/CAM forbedrer design og fremstilling af proteser³. Fræsning og 3D-print giver hastighed, præcision og kompleksitet i fremstillingen af tandproteser⁴. Disse innovationer lover godt for en lys fremtid for tandlæger og patienter.

Integrationen af digitale teknologier i tandplejen har medført betydelige fremskridt1. Dette casestudie præsenterer en omfattende tandrehabilitering hos en patient ved hjælp af et digitalt workflow, herunder ekstraktion, proteser, implantatkirurgi, intraoral scanning, 3D-printede try-ins og fremstilling af den endelige monolitiske protesekonstruktion.

EKSTRAKTION AF STÆRKT NEDBRUDTE TÆNDER

Det første skridt i patientens tandrehabilitering var ekstraktion af de tænder, der var meget nedbrudte. Denne procedure var nødvendig for at fjerne kilden til infektion og ubehag og for at præparere mundhulen til de efterfølgende trin i rehabiliteringsprocessen. Proteserne bruges senere til at forenkle planlægningen af den guidede operation⁵. Efter ekstraktionen fik patienten passende postoperative plejeinstruktioner, og der var indlagt en helingsperiode, før man gik videre med de næste trin (fig.1).

Fig. 1: Stærkt nedbrudte tænder før ekstraktion.

PROTESER I HELINGSPERIODEN

I løbet af helingsperioden på cirka syv måneder fik patienten proteser til at erstatte de ekstraherede tænder. Denne midlertidige løsning gjorde det muligt for patienten at bevare tyggefunktionen, udseende og selvtillid, mens ekstraktionsstederne helede, og det orale væv blev forberedt til implantatoperationen⁶.

IMPLANTATKIRURGI

I overkæben blev der placeret seks implantater, mens der kun blev placeret fire i underkæben (fig. 2). Denne beslutning var baseret på patientens individuelle behov og orale anatomi. Undersøgelser har vist, at antallet af implantater, der er nødvendige for optimal støtte og stabilitet, afhænger af forskellige faktorer, herunder kvaliteten og mængden af knogler, implantatets position og protesens design⁷. Forskning tyder på, at seks implantater i overkæben og fire i underkæben er nok til at give tilstrækkelig støtte til en fast fuldkæbe-protese, og erfaringerne viser høje succesrater og patienttilfredshed7. Derudover kan færre implantater være med til at reducere operationstiden og -omkostningerne samt minimere risikoen for komplikationer i forbindelse med indsættelse af implantater. Derfor blev denne fremgangsmåde anset for at være passende i netop denne patients tilfælde.